Når man læser regeringsgrundlaget “Et Danmark, der står sammen,” er der ikke megen tyngde i overvejelserne omkring at øge friheden i Danmark. Og slet ikke når det gælder åndfrihed, dvs. tros-, ytrings- og samvittighedsfrihed. Ja, åndsfriheden er ikke nævnt med et ord. Dette er stærkt beklageligt.

Nu har Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti aldrig været kendt for at fremme frihed. Tværtimod. Det er en del af de to partiers politiske DNA, at de ofrer frihed for at fremme lighed. Derfor er der også så megen desto mere grund til at være opmærksom på det, der ikke bliver omtalt i regeringsgrundlaget – nemlig et begreb om åndsfrihed.

Dette er problematisk. Især når regeringsgrundlaget er så fokuseret på at skabe vækst. Forudsætningen for vækst er nemlig frihed, og et samfund, der ikke fremmer åndsfriheden, nedbrydes indefra. Derfor er der også brug for en åndsliberal prægning af den politik, som skal sikre, at væksten i fremtidens danske samfund bliver både åndsbåren og reel. Denne prægning hænger sammen med ideerne om folkeoplysning og dannelse. Ideer, der desværre også er stort set fraværende i regeringsgrundlaget.

Åndsfriheden er afgørende for det enkelte menneske, såvel som for samfundets vækst. Den bidrager til et værdiorienteret sigte i samfundet, som det nye regeringsgrundlag desværre er blottet for.

Igennem sommeren har der været heftige debatter om den danske grænsekontrol – altså kontrollen ved den dansk-tyske og den dansk-svenske grænse. En anden grænsekontrol – der burde få sindene langt mere i kog, da det handler om menneskelivet og en grundlæggende etisk stillingtagen – har langt fra fået den samme opmærksomhed. Det handler om grænsekontrollen ved livmoderhalsen.

Udtrykket ”grænsekontrol ved livmoderhalsen” er ikke mit, men stammer fra næstformand i Landsforeningen Downs Syndrom, Grete Fält-Hansen. Det dækker over det forhold, at antallet af nyfødte børn med Downs Syndrom nærmer sig nulpunktet i Danmark. En udvikling, der har taget fart siden Sundhedsstyrelsen i 2004 begyndte at tilbyde alle gravide at få screenet deres foster. Screeninger

I en udtalelse til Ritzau betegner Niels Uldbjerg, professor ved Gynækologisk Obstetrisk afdeling på Aarhus Universitetshospital, det som en ”forrygende flot præstation,” at antallet af nyfødte med Downs Syndrom nærmer sig nulpunktet. Han udtaler sig i sin egenskab af at være fagperson. En tankevækkende udtalelse af en læge om en udvikling, der blandt andet vækker harme blandt forældre til børn med netop Downs Syndrom.

De nærliggende spørgsmål, som hurtigt melder sig, er naturligvis: hvad bliver det næste, der skal screenes for? Hvor perfekte skal vi være som mennesker, før vi kan komme forbi ”den menneskelige grænsekontrol” i en ellers til tider ganske uperfekt verden?

Det er altid enkelt at være etisk korrekt på andres bekostning, og ofte bærer de etiske debatter også præg af skyttegravs-diskussioner under løftede pegefingre. Det vanskeliggør de følelsesbetonede etiske debatter, uanset om det gælder aktiv dødshjælp, fosterdiagnostik eller forskning i stamceller.

Dette skal imidlertid ikke afholde os fra at føre debatterne. For der er meget på spil – eksempelvis livet – og vi lever dog stadig i en del af verden, hvor udgangspunktet er, at livet har værdi. Derfor er det relevant at forholde sig til, dels hvor langt vi som samfund vil tillade udviklingen at gå, dels hvor meget skattebetalt kontrol af det menneskelige, som det offentlige skal medvirke til?

Sommerens debat om grænsekontrol har vist, at vi som samfund er i en tankevækkende udvikling, for hvilken grænse er det egentligt vigtigst at kontrollere?

Gennem de seneste uger har vi været vidne til en frihedsbevægelse i Nordafrika og dele af Mellemøsten.

Mangeårige diktatorer klamrer sig til den magt, de – og deres familier – har besiddet i årevis. Men folket vil en anden vej!

Spørgsmålet er nu, hvilken vej?

Der er ingen tvivl om, at de vil frihedens vej, men hvilken frihed? Den tøjlesløse eller den demokratiske, hvor der tages et udpræget hensyn til mindretal. Vi har allerede set bekymringen hos de koptiske kristne i Egypten, som frygter, at de og deres rettigheder trædes under fode.

Det er sin sag at vinde friheden, når man har været undertrykt i årtier. Men det er mindst lige så vanskeligt at vinde den fred, der gerne skal følge af friheden.

Her er Danmark i 1800-tallet et godt sted at se til. Overgangen fra enevælde til folkestyre forløber uproblematisk, og særligt N.F.S. Grundtvig er optaget af, at folket dannes og oplyses, så det kan håndtere den magt og frihed, som folket får med Grundloven.

Vi må håbe, at der findes nordafrikanske eller mellemøstlige “grundtviger,” som også har blik for betydningen af oplysning og dannelse, så folket både vinder friheden og freden.

Tirsdag den 11. januar 2011 fremlagde statsminister Lars Løkke Rasmussen sin forståelse af “Frihed og Fællesskab – arven efter Grundtvig.”

Statsministeren udviste et klart blik for betydningen af åndelig frihed, dvs. tros-, ytrings- og samvittighedsfrihed. Det omtydede han med den tyske forbundskansler, Angela Merkel, der har sagt, at problemet i Tyskland ikke er for meget islam i det offentlige rum, men for lidt kristendom.

Statsministeren tog afstand fra Helle Thorning-Schmidt, der ønsker, at religionen skal ud af det offentlige rum, og Lars Løkke Rasmussen dokumenterede en omfattende forståelse af den frihedskamp, som Grundtvig fører i 1800-tallet, og som vi kan anvende vitale dele af i dag.

Religionen skal ikke ud af det offentlige rum. Den skal derimod anvendes til positivt at styrke sammenhængskraften og respekten for næsten.

Som følge af de formodede terrorforsøg mod JP-Politikkens Hus i København raser debatten nu om Hizb ut-tahrir og deres mulighed for at forsamle sig frit.

Pia Kjærsgaard og DF er som sædvanlig ude med krav om stramninger og forbud.

Det er den helt forkerte vej. Danmark er kendt for, at vi tillader foreninger, fx Hizb ut-tahrir eller nynazisterne, både at kunne forsamles og sprede propaganda. Det skal vi blive ved med.

For hvad sker der, hvis vi forbyder dem i at forsamles og sprede deres budskaber? Forsvinder de så som dug for solen? Nej, så bliver deres arbejde i sidelokaler og bag lukkede døre, hvor intet fornuftigt menneske kan argumentere imod deres galskab.

N.F.S. Grundtvig sagde “Munden fri, men hænderne bundet.” Hizb ut-tahrir, nynazister og alle andre galninge skal have frihed til at ytre sig, men hvis ytringer fører mod vold, så skal deres hænder bindes – og det har vi politi og domstole til. Ikke Dansk Folkeparti og alle andre forbuds-tilhængere.

“Munden fri og hænderne bundet” – det kommer vi langt med, så forbyd endelig ikke Hizb ut-tahrir. Det vil kun styrke deres fanatisme og øge grobunden for deres virke.

Godt Nytår

Værdipolitik er blevet højeste mode. Igen – fristes man næsten til at sige. Men der er en verden til forskel i de samfund, vi udvikler, afhængigt af hvilke værdier, der bliver de bærende. For mig er den vigtigste værdi åndelig frihed, dvs. tros-, ytrings- og samvittighedsfrihed.

Desværre er der stadig den vildfarelse blandt mange, hvilket har været gængs i dele af det danske samfund de senere år, at religion er en privatsag. Nogle tilskriver også entydigt frihedsværdierne til at bygge på den moderate oplysning, ligesom andre gør op med traditionen som normerende faktor.

Disse synspunkter er problematiske alene af den grund, at den danske Grundlov understreger, at den danske folkekirke har en særstatus – og dermed den evangelisk-lutherske lære – hvilket der også oplyses om i de danske folkeskoler, der har kundskabsformidlende kristendom på skoleskemaet. Men det er også problematisk, fordi sådanne holdninger underbetoner et meget væsentligt aspekt af den danske samfundsdannelse og de danske værdier, nemlig den evangelisk-lutherske arv og N.F.S. Grundtvigs tanke om gensidig frihed, som har sin rod i selvsamme arv. For frihedsværdierne i Danmark bygger ikke i udgangspunktet på den moderate oplysning. De bygger på Martin Luther og reformationens lære om behovet for den enkeltes åndsfrihed. Målet er aldrig – heller ikke for Grundtvig – demokrati, men åndelig frihed, dvs. tros-, ytrings- og samvittighedsfrihed. Hvis ikke den viden fortsat formidles, så forsvinder disse grundlæggende tanker, som har medvirket til et dansk samfund præget af værdier som frihed og frisind

Det egentlige problem, som ofte ikke adresseres, er de senere års tendens til en politisering af kristendommen. Politiseringen af kristendommen underminerer muligheden for at tage udgangspunkt i kristendommens teologiske lære, frem for i dens virkninger, og det forplumrer billedet. Samfundet skal derfor give kirken plads, og så skal kirken bruge sin erfaring af kristendommens frihed til at give andre mulighed for den samme frihed, så samvittigheden ikke bliver klemt. Ethvert samfund må i den forbindelse besinde sig på en form for normativitet, der baserer sig på traditionen og historien, og i en dansk sammenhæng gælder det i høj grad kristendommen, samt den udvikling af frihedsforståelsen, som Grundtvig bidrager til. Dette overser mange desværre.

Tanken om, at vi skal gemme alt det af vejen, som skiller os, er ikke brugbar – slet ikke, når det gælder religion. Derimod skal vi strides på ord og i respekt for hinandens holdninger og forskelle. Når vi anser det enkelte menneske som værdifuldt i kraft af dets skabthed, så indebærer det forhåbentligt, at tanken om gensidig frihed bliver en større del af den danske virkelighed og de danske værdier.

Jacob Bjerregaard (S)
Folketingskandidat

Esben Lunde Larsen (V)
Folketingskandidat

Efter at have skelnet mellem islam og islamisme mener Pia Kjærsgaard nu, at vi i Danmark skal bekæmpe islam. En melding hun gik bramfrit i tv med, og som Dansk Folkepartis socialordfører Martin Henriksen efterfølgende blev sendt i medierne for at forsvare med det argument, at det grundlæggende var noget, Dansk Folkeparti havde ment hele tiden.

Siden har Pia Kjærsgaard så fulgt op med først at ville forbyde paraboler og to nyhedskanaler. En melding hun så har måttet moderere, fordi det har vist sig, at netop de to kanaler er blandt de mellemøstlige medier, der arbejder efter vestlige journalistiske principper. Hvad det næste bliver, må tiden vise – men ét står klart: Pia Kjærsgaards primære opskrift på at skaffe sit parti medieopmærksomhed er ved at uddele retoriske møgfald mod alt, der lugter af islam.

Det er i denne sammenhæng paradoksalt, at hendes parti hedder netop Dansk Folkeparti. For den danske tradition og kultur er netop det modsatte af, hvad hun står for. I Danmark har vi både en stolt tradition for åndsfrihed, som vores samfund har haft stadfæstet ved lov siden Grundlovens vedtagelse i 1849. Det har afstedkommet en debatkultur med endog meget højt til loftet. Det betyder også, at vi i Danmark er vant med, at grupper på både den yderste højre- og venstrefløj har kunnet sige, hvad de ville, næsten lige meget hvor ekstreme deres holdninger har været. Det er ikke nødvendigvis rart at høre på, men den danske kultur har den styrke, at vi lytter til hinandens argumenter og derefter til vores egen fornuft og værdier, før vi indtager et standpunkt. Det virker og har skabt et meget stærkt samfund.

Vi har ytringsfrihed for alle, til alle tider og på hver en plet af det danske landkort. Det medfører en både værdifuld og meget rummelig kultur, en dansk kultur. Den holdning er vi mange, der har haft på tværs af partiskel under Muhammed-krisen, og sådan skal det stadigvæk være.
Men hvis Pia Kjærsgaard får det, som hun vil have det, er vi ikke en pind bedre en alverdens totalitære stater, der ikke tåler nuancer og holdninger, der strider mod magthavernes.

Danmark er kendetegnet ved at være et pluralistisk demokrati. Nye partier og holdninger opstår og forgår med en hast, så det nogen gange kan være svært at følge med. På tværs af holdninger kan vi sige tingene lige ud til hinanden, og vi har flere gange markeret os internationalt som et land, der slås for tros-, ytrings- og samvittighedsfrihed, samt menneskerettigheder. Det er Danmark og danske værdier i en nøddeskal. Pia Kjærsgaards gentagne og stadigt mere ekstreme ideer er langt fra dette. På tværs af partiskel vil vi i stedet arbejde for det danske frisind hvor ytringer og holdninger, som man ikke selv deler, også skal have mulighed for at udfolde sig i debatten.

Med Grundloven i 1849 får danskerne demokrati, ytrings- og religionsfrihed. Men frihed kræver besindelse og eftertanke.

De fleste danskere hylder friheden som det ypperste, men udviklingen i det danske samfund vidner om, at friheden ikke kan være ubegrænset. Et samfund, der ønsker at skabe mest mulig frihed for den enkelte, må samtidig ruste den enkelte til at kunne håndtere friheden, ellers kan det få svære følger.

Der har desværre udviklet sig en tendens i nutidens danske samfund til at være meget fokuseret på friheder og rettigheder frem for på pligter og forpligtelser. Eksemplerne er talrige.

Barnløse par får hjælp til kunstig befrugtning, men barnet bliver tvangsfjernet ved fødslen, fordi forældreevnen ikke er tilstede. Antallet af sene aborter er stigende, fordi ønsket om det fejlfrie barn står højt? Hvem tages der egentlig hensyn? Forældrene, eller det barn, der bliver født og anbragt, eller det barn, der aldrig blev født? Hvis etiske rettigheder er det, som skal beskyttes i sådanne tilfælde, og hvem stiller kravene?

Når videnskaben bliver dygtigere og dygtigere til forskning i stamceller med deraf afledte muligheder for såvel dyr og mennesker, stiller det høje krav til det etiske aspekt, fordi der samtidig åbnes op for talrige optioner, som kan være tillokkende.

Det er derfor nødvendigt, at der føres substantielle etiske debatter i sammenhæng med debatten om øget frihed. For danskerne skal stadig oplyses, dannes og dueliggøres til at administrere den frihed, som de til stadighed får mere af – særligt i takt med de teknologiske muligheder, bl.a. inden for det medicinske. Derfor er det også ønskeligt, at øget oplysning forbindes med en debat om etik – gerne hentet i N.F.S. Grundtvigs værdisæt indeholdende en forpligtelse på næsten.

Den nutidige frihedskamp bør stadigvæk have fokus på alle borgeres ret til at eksistere, akkurat som på Grundlovens og Grundtvigs tid, men den må følges af en debat om etik og grænserne for menneskets udfoldelse. Vi skal fejre vores fantastiske frihed, men ikke som en frihed til hvad som helst.

Sådan et spørgsmål rejser sig, når man – som jeg har gjort den seneste uge – rejser rundt i Sydafrika, hvor apartheit har sat sine spor.

De sorte kunne indtil 1994 ikke bo i byerne, der var forbeholdt 10 procent af befolkningen – de hvide afrikaans – hvorfor tusindvis af Townships blev oprettet i randområderne. Her boede – og bor – i hundredtusindvis af sorte afrikanere, som ikke har penge nok til at flytte.

Det sydafrikanske samfund er et skræmmende eksempel på, hvordan manglende respekt for næsten kan udmønte sig, og det er en stadig påmindelse til os alle om, at oplysning, uddannelse og ikke mindst frihed er vejen ud af elendighed – fysisk såvel som åndelig.

Det er tankevækkende, hvordan dage pludseligt kan blive symboler på noget, verden aldrig har oplevet før. Sådan en dag er 11. september blevet.

I ugerne efter denne skæbnesvangre dag er der grund til at tænke efter. Dels for at erindre os om, at livet i de vestlige demokratier pludseligt kan forandres med dødelig alvor til følge, dels at der faktisk findes grupperinger i verdenssamfundet, som ikke vil vores livsstil og styreform.

Siden 11. september 2001 har meget forandret sig i den vestlige verden. Begrebet terror har skiftet karakter, og i en periode har det været muligt i optik af terroren at vedtage love, som bevæger sig på kanten af overgreb på den personlige frihed.

Hvor statens råderum tidligere skulle begrænses i forhold til den enkeltes frihed og sikkerhed, så er statens råderum siden 11. september 2001 blevet konsekvent udvidet for at sikre den enkeltes frihed og sikkerhed. Det giver udfordringer, som man må være opmærksom på, fordi man risikerer, at det enkelte menneskes åndelige frihed – dvs. tros-, ytrings- og samvittighedsfrihed – bliver krænket.

Ytringsfriheden har i demokratiets hellige navn været forfægtet af høj som lav. Der har været heftige debatter om hensyntagen til religiøse minoriteter som følge af Muhammedkrisen, og hvorvidt man skal føle sig kaldet til at ytre alt. Blot fordi man kan brænde en Koran af, er det jo ikke ensbetydende med, at man skal gøre det!

Kampen for ytringsfrihed og demokrati har været særdeles relevant, men intet mål helliger midlet. Derfor bør vi stoppe op og tænke efter, om det mål, som de vestlige demokratier har haft siden 11. september 2001 – at beskytte demokratiet mod de totalitaristiske kræfter – faktisk har medført en art demokratisk totalitarisme hos os selv?

For hvad er det, der er sket? Det er sket det, at demokratiet er blevet så helligt, at ingen må forfægte det uden at blive beskyldt for det værst tænkelige. Der har udviklet sig en demokratisk totalitarisme, hvor vi – i demokratiets hellige navn – tvinger alle ind under demokratiets ramme. Eksempelvis kunne der tidligere oprettes frie skoler i protest mod den gældende samfundsnorm. Det er helt utænkeligt i dag, hvor vi er kommet så vidt, at der skal foretages terrortjek af de frie skoler af frygt for, at antidemokratiske kræfter huserer.

Naturligvis skal der værnes om demokratiet , og det skal beskyttes mod de kræfter, der vil demokratiet til livs. Men i vores iver efter at beskytte demokratiet, er der grund til at tage en debat om, hvorvidt man kan tvinge folk til at elske demokratiet, og om vi – ved at tvinge folk til at være åbenlyse tilhængere af demokratiet – stikker os selv blår i øjnene og tror, at den hellige grav er vel forvaret, når blot alle munde lovpriser demokratiet…

Et demokrati er kun så stærkt, som det lader sig udfordre. Lad os ikke begå de samme fejl, som totalitaristiske nationer gør over for deres befolkninger verden over, så vi ender i en demokratisk totalitarisme, hvor munden lovpriser ét, men hjertet mener noget andet.